JoRD Festival 2024

3 dage, 3 steder – møder mellem mennesker, kunst og natur

6.-8. september 2024 i Faxe kommune – for 6. gang

Kunsten kan være med til at åbne for vores sanser.
Kunsten kan styrke vores bevidsthed og refleksion og åbne verden, åbne for nye vinkler og nye muligheder

Naturen er vores verden. Med den følges vi gennem livet.
Vi bliver i denne tid mere opmærksomme på, at vi er forbundet med naturen. At vores udvikling påvirker naturens udvikling, – og omvendt…

I 2024 har vi valgt temaet VÆKST og som altid vil vi gå temaet i møde i øjenhøjde, med film, foredrag, markedsplads og workshops. Vi vil give oplevelser til både krop, sjæl og hjerne og få flest mulige fødder og hænder i kontakt med JoRDen på Permatopia, den første weekend i september, når naturen er på sit frodigste, mest gavmilde.

Vækst giver dejlige associationer til frodighed, velfærd, – overflod? Hvem vil ikke have vækst? Og dog, hvilken vækst?

Selv børn forstår, at vi ikke kan fortsætte forbrugsfesten i den vestlige verden. Der tales i denne tid om planetære grænser, grænser for VÆKST, som en skelsættende bog hed i 1972.

De fleste anerkender at vi står overfor enorme udfordringer med klima- og biodiversitets-krise, som fordrer massive nye tiltag i vores samfund. Naturen er i krise, og det er vi rige mennesker, der overudnytter den, paradoksalt nok også.

Alligevel bliver vi ved med at tale om VÆKST, nu bare GRØN VÆKST. Energien skal bare gøres grøn, så kan vi fortsætte festen! Eller hvad?

Følg også vores facebookside > > >

Program


Fredag 6/9. 2024 kl. 18-21.30

Åbningsaften, introduktion og film

Sted: Biografen Kanten, Faxe


Lørdag 7/9. 2024 kl. 13-20

HØST-MARKED OG FESTIVALDAG PÅ PERMATOPIA

Sted: PERMATOPIA, KARISE


Søndag 8/9 2024 kl. 10-18.00

Børneteater, udeliv i skoven og koncert v Troldhøje

Sted: Faxe Ladeplads


Med kulturen som formidler bringer vi fokus på naturens grænser, men også dens skønhed og rummelighed. Både i den nære natur og i den storslåede natur.
Begge dele findes i Faxe kommune. Fra åbne marker, tætte skovområder til det overvældende kalkbrud, der minder os om naturens historie. Igennem festivalen vil vi sætte fokus på naturens og menneskets forbundenhed og med kunsten give plads til at mærke, høre og sanse naturens egentlige kræfter. Hvad er der på spil når vi (op)bruger dens ressourcer?

Festivalen samarbejder med en række lokale organisationer, skoler og institutioner, her i blandt den lokale biograf Kanten, Danmarks Naturfredningsforening og Karise Permatopia, om at gøre festivalen til nogle spændende og vedkommende dage for store og små, unge og gamle.