BLÅ – en ny nordisk kammeropera, om klima og kærlighed!
Dramatiker Jesper B Karlsen om historien:
BLÅ er en fantastisk roman om VAND, og om klimaforandringer, skrevet af norske Maja Lunde. Den er plot-drevet og elementær spændende, næsten thriller-agtig og med gode dramatiske karakterer, der virkelig vil noget.
I en historie, der lige nu ikke bare er aktuel, men decideret hænger over vores hoveder som en økse – nemlig klima-krisen.
Men hvor klima-krisen kan føles diffus og svær at lave konkret, spændende dramatik om, så er BLÅ en meget konkret historie med meget levende og lidende mennesker, der brænder i kraft af deres konkrete relationer til hinanden, såvel som til det overordnede. Vi har i årevis ledt efter en historie, der kunne netop dét! Forholdsvis få karakterer, så plottet er dejlig koncentreret, lige som det skal være i en opera/et stykke musikdramatik.
Desuden kan BLÅ næsten gennemføres med teatrets “stedets enhed”, og det samme sted i begge tider, for den foregår det meste af tiden på en båd, der på den måde bliver et flertydigt og nuanceret symbol på vores længsler og måske vores redning.
Der er to spor i historien, to tider – 2017 og 2047 – en smukt skrevet dobbeltfortælling om hhv. tiden op til den lurende katastrofe og tiden efter (om godt 30 år)
Handling
Signe er rasende. Hun har hele sit ensomme liv været miljø- og klimaaktivist og kompromisløst forsøgt at redde planeten fra den nært forestående katastrofe. Nu er hun på vej i sin sejlbåd, BLÅ, mod Sydeuropa for at tage et desperat opgør og hævne sig på ham, der engang var hendes livs kærlighed, pragmatikeren Magnus. Han er begyndt at udvinde 1000 år gammel is fra deres hjemmelige gletscher, så rige mennesker kan få eksklusiv is i deres drinks – og nu skal det grådige menneskedyr dø, har Signe besluttet.
Midt i en brølende storm i Nordsøen får Signe, i sin hallucinerende skippersøvn, besøg af en pige fra fremtiden, Lou, som minder Signe om det barn, hun aldrig selv fik med Magnus. Nu genoplever Signe hele sin og Magnus´ eksplosive kærlighedshistorie, hvor de kæmpede med hinanden om man skal kæmpe uanset omkostningerne – eller bare forsøge at elske og leve et godt og roligt liv. Magnus og Signe kæmpede en heroisk kamp mod overudnyttelsen af naturen. Men i sidste ende var de to for forskellige mennesker. Den indædte idealist, Signe, ville ikke finde sig i pragmatikeren Magnus´ s kompromisser. Deres kærlighed dør endegyldig med den abort, som Signe i raseri får foretaget på deres fælles barn, da Magnus forråder hende og kampen for klodens overlevelse
I et andet spor af historien, 50 år fremme i tiden, følger vi David og hans datter, Lou.
David og Lou flakker om som klimaflygtninge efter at en brandkatastrofe har opslugt deres hjemby. De leder desperat efter Davids kone, Lous mor, og den spæde søn, August. Samtidig forsøger de at overleve i skyggen af den krig, der er brudt ud om de sparsomme vandressourcer. Vi følger far og datter mod nord, gennem et affolket Sydeuropa, mod ferskvand, mens de desperat leder efter den forsvundne halvdel af den lille familie – leder efter et skrøbeligt håb for fremtiden.
Men BLÅ slutter åbent og måske ligefrem håbefuldt: Signe slår ikke Magnus ihjel; kærligheden og deres fælles desperation i mødet vinder – og isen fra Signes hjemfjords gletcher bliver til ferskvand, der bliver til et håb for vores fremtids barn, Lou og hendes far og deres rejse på båden BLÅ ind i en fremtid – der langt ude på havet.
Tema
Klimakrisen er over os, I os, omkring os – og de fleste af os veksler mellem fortrængning, afmagt, fornægtelse og negligering – Rekordvarme, oversvømmelser og tørke – Maja Lundes fremtids-scenario, beskrevet for bare få år siden, er rykket skræmmende meget tættere på.
Hvordan kan vi forholde os? Leve vore liv?? Og hvordan kan kunsten forholde sig, – og i bedste fald hjælpe os med at leve vores liv, og med åbne øjne se på og sammen reflektere over den svære virkelighed vi står i – og måske finde veje ud af handlingslammelsen?
Moraliseren er ikke hjælpsomt, hverken i kunsten eller den gode samtale. Gode spørgsmål, åbent sind, genuin nysgerrighed, og store ører – det er brugbare størrelser. Og også dem vi bringer ind i vores proces med at skabe en ny opera om klimakrise – og kærlighed!
BLÅ er en fortælling fuld af paradokser, der er ingen enkle, klare løsninger, der er levende, kæmpende mennesker, med ambivalens og dybe længsler, som vi kender fra os selv.
Signes kamp mellem kompromisløs idealisme og den store ensomhed og hårdhed det har ført med sig, – og den dybe længsel efter ubetinget kærlighed, omsorg og hengivelse, den er genkendelig. Ligesom Davids famlende afmægtige skridt ind i et alt for brutalt voksenliv og forældreskab.
LOU findes også, barnet. Gud ske lov for LOU! Med hende får håbet plads i vores fortælling – for håbe det må og skal vi, særligt når vi laver forestillinger for børn og unge. De skal slippe for en fortælling hvor de igen igen skal frelse de gamle idioter – nej, håbet opstår i mødet, der hvor vi blir fælles, i kamp og kærlighed!
I mødet mellem salte tårer og ferskvand –
Der hvor det strømmer, hvor vandet risler igen….
———–
Tiden kalder på samarbejder, også mellem kunsten og videnskaben.
Opera Nordfjord og SAUM indledte forår 2024 et samarbejde med masterstudenterne på Klimafakultet på Universitetet på Vestlandet i Norge, om at skabe et vidensformidlings- og dialog-spor tilknyttet forestillingen. Ved vores visninger for gymnasieelever blir der således både bl. a. tilknyttet oplæg, af unge for unge, og paneldebatter.
Kreditering
Kunstnerisk hold:
Ide og udvikling: Ingeborg Fangel Mo
Librettist: Jesper B Karlsen
Dramaturg: Oda Radoor
Komponist: Hugi Gudmundsson
Scenograf: Signe Krogh
Instruktør: Kasper Sejersen
Lysdesigner: Michael Breiner
Lys/ teknik/ afvikling : Ovar Holmen
Medvirkende på scenen:
Signe: Ingeborg Fangel Mo
Magnus: Magnus Berg
David: Martin August Tornqvist
LOU: Dukke/ Lene Hummelshøj
Accordion: Frode Andersen/ Kristian Skov Hansen
Klarinet: Anna Klett
Slagtøj: Matias Seibæk
Producenter:
Opera Nordfjord og Musikteatret SAUM
Samarbejdspartnere:
Den fynske Opera, CPH operafestival, Teaterøen, Universitetet på Vestlandet.
Praktisk info
Dansk premiere d 22/5 2025 på Den fynske Opera.
Mere info følger om dansk turne
Norsk premiere på Opera Nordfjord d 2/9 2025.
Mere info følger om norsk turne
Forestillingen spilles på dansk i Danmark og norsk i Norge!
Varighed: 70 minutter
PRIS:
Skoleforestillinger v max 150 : 25.000
Offentlige forestillinger: 32.000
Forestillingen er støttet af Statens kunstfond og refusionsberettiget.
Scenemål:
10 x 10 x 5
Kræver mørklægning og stærk strøm
Alle spørgsmål rettes til info@saum.dk eller tlf 53912445